Hvis man er forældre til et anbragt barn, har man ret til en professionel støtteperson jf. Barnets lov §75. Det er en støtteperson som kommunen aflønner via en individuel aftalt kontrakt. Mangler du en støtteperson, er du velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende telefonsamtale/møde. Bliver vi enige om at vi gerne vil gå videre med et samarbejde med mig som din §75 støtte, vil jeg derefter kontakte barnets sagsbehandler og få lavet en kontrakt med kommunen. Derefter er der i øvrigt ingen kontakt mellem mig og sagsbehandler ligesom der heller ikke skal skrives rapport om støtteforløbet.
Som §75 støtte er det min opgave, at støtte forældrene til at være de bedst mulige forældre til et anbragt barn. Jeg møder typisk forældrene hjemme hos dem (andre gange foretrækker forældrene en café, arbejdspladsen mv.) hvor vi tager udgangspunkt i det aktuelle. Hvordan har forældrene det? Hvordan går det med anbringelse? Samvær? Samarbejdet med kommunen/anbringelsessted? Skoletilbud? Skal der forberedes et møde? Det er altid min ambition, at støtte forældrene til at få den bedst mulige forståelse for deres barn, et godt samarbejde med aktørerne omkring sagen, et godt overblik over sags, akter, rettigheder, muligheder mv., så forældrene føler sig som kompetente parter i deres barns sag, som samtidig varetager deres barns interesser bedst muligt.
Det er altid individuelt hvad en familie har behov for og jeg forsøger derfor altid at tilpasse mig den enkelte families løbende behov for støtte.
Jeg er medlem af PS-foreningen – Foreningen af professionelle støttepersoner.
Privat socialrådgiver
Står du som privatperson og savner professionel hjælp til din familiesag i kommunen?
Jeg kan hjælp dig med at læse sagsakter igennem, skabe overblik, kende dine rettigheder, sparring, samarbejde med kommunen, bistand til møder mv.
Jeg har 8 års kommunal erfaring og har derfor et bredt kenskab til problemstillinger inden for alle typer familiesager.
Er der ved at blive lavet en børnefaglig undersøgelse af dit barn, er du uenig med kommunens vurdering af jeres familie eller dit barn, fungerer indsatsen for jer ikke, føler du dig overhørt, oplever du at stå alene overfor et stort system som er svært at navigere i eller noget helt tredje? Savner du hjælp udefra, uafhængigt af kommunen, så kan jeg hjælpe.
Der betales kun for det faktiske timeforbrug, og pris/timeforbrug aftales altid på forhånd, så der ikke er nogle overraskelser.
Hjemmevejledning
Børn med autisme og/eller ADHD stiller særlige krav til deres forældre og omgivelserne. Jeg møder ofte trætte, slidte og opgivende forældre, som føler sig låst fast i en hverdag som hverken fungerer for børnene eller dem selv. En hverdag som ikke fungerer for børnene medfører ofte mange konflikter, mistrivsel, træthed, stress hos børnene, som på sigt kan munde ud i angst, skoleværgring, isolation, depression mv.
Når jeg kommer ind i en familie, er mit udgangspunkt altid at lære forældrene at kende, og høre deres fortælling om barnet og deres udfordringer. Jeg behøver ikke altid være i kontakt med barnet, da det er forældrene, der som de voksne er ansvarlige for barnets trivsel og hjælpen foregår derfor primært via dem.
Det er vigtigt at tage udgangspunkt i det som fungerer, og finde ud af hvorfor det fungerer, for at afsøge om noget af det kan overføres til områder der ikke fungerer. Der er ikke én metode som passer til alle familier, så sammen med forældrene afsøger jeg veje, som kan fungere i den konkrete familie, hvad enten det handler om konflikthåndtering, opdragelse, rammer/grænser, sengelægning, måltider, leg, renlighed, lektielæsning eller andet. Nøgleordene er altid ro, struktur, forudsigelighed og trivsel. Der skal skabes ro i barnets nervesystem, så det får overskud til at indgå i en god hverdag. Når barnet får ro, får forældrene det også.
Der findes mange konkrete værktøjer der kan anvendes i arbejdet med børn med autisme (og ADHD), eks. visualisering som ofte er piktogrammer, sociale historier, timer mv., men også psykoedukation (forståelse for barnets særlige udfordringer og behov) er en god vej til at kunne justere hverdagen, sproget, forventninger til barnet mv, så det passer til barnets behov og formåen.
Det er muligt at købe et hjemmevejledningsforløb privat, men oftest er det noget kommunen via barnets sagsbehandler iværksætter.